”Når vi står foran en bombe i Afghanistan eller andre steder, kan vi nu identificere den i en database, få terminalens GPS til at fortælle nøjagtigt, hvor vi befinder os, og lægge positionen ind på et elektronisk kort,” fortæller oversergent og sagsbehandler Lasse Jørgensen fra Danish Demining- and EOD Centre (DANDEC).
DANDEC vil benytte de nye værktøjer - en PDA M3 og en tablet PC Getac V100 – som en opdateret, robust og højteknologisk version af schweizerkniven i arbejdet med at bortskaffe sprængfarlig ammunition.
Farvel til landkort og tegnestifter
De to værktøjer smelter papir, blyant, opslagsværker, landkort, kamera og meget andet sammen, så registrering og rydningsarbejde foregår mere effektivt.
”Tidligere brugte vi for eksempel tegnestifter på et stort kort på væggen til at skabe overblik over arbejdet, ” fortæller oversergenten og fortsætter:
”Fremover er alle funktioner integreret i et informationssystem til ammunitionsrydning. Rapportering, kort og databaser spiller sammen, så mulighederne for at analysere og danne sig et hurtigt overblik er langt bedre.”
Unikke og robuste terminaler
De nye PDA’ere og bærbare computere er en del-ordre, som er leveret i samspil med hovedleverandøren, NORAD A/S.
”NORAD ser sig selv som kundens advokat, og derfor researcher vi på verdens markedet efter de bedste løsninger. I det konkrete tilfælde fandt vi dem hos Blue Line, som også kunne bidrage med tilpasninger af software og produkter, så løsningen blev optimalt indrettet efter kundens behov,” siger Svend Sørensen, NORAD.
Når adrenalinen pumper
”Terminalerne er unikke. De er beskyttet mod støv og vand, de er stødsikre og kan i det hele taget holde til ekstremt vanskelige forhold. Du kan mærke kvaliteten. Terminalerne reagerer med det samme man trykker på tasterne, og det er vigtigt, at den slags bare fungerer, når adrenalinen pumper, og man er ude i skarpe situationer. Der skal ikke være mere fokus på værktøjet end nødvendigt,” mener Svend Sørensen.
Lasse Jørgensen har samlet meget ny viden om teknologiske muligheder op i forløbet. ”Meget af det, vi troede var umuligt, har vist sig ikke at være noget problem. I samarbejdet med både NORAD og Blue Line har vi mødt stor forståelse for, hvilke opgaver vi skal løse, og hvordan vi indretter værktøjerne til det,” siger han.